Da det blev annonceret, at Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ dobbelte gyserforestilling “Grindhouse” ville blive opdelt i to separate spillefilm udenfor USA, skabte det furore blandt mangt en filmfan. At de blodige b-filmsinspirerede projekter efterfølgende også kun udkom som to film på dvd-markedet, hjalp ikke just på modtagelsen blandt de ventende fans.
Nu er der til gengæld godt nyt for de ivrige kendere; I Japan udsendes der til marts en helt ny superudgave på hele seks dvd-skiver. To af skiverne byder på hver deres hovedfilm, Tarantinos “Death Proof” og Rodriguez’ “Planet Terror”, mens de to følgende discs indeholder bonusmateriale til begge film med samme indhold som de foregående udgivelser.
Den femte skive byder dog på den længe efterspurgte originale biografudgave af det samlede “Grindhouse”-projekt. Med en spilletid på hele 191 minutter vil man kunne opleve dobbeltforestillingen, som den først var tiltænkt med noget kortere udgaver af de to film og med alle trailer-filmene.
Den sidste bonusdisc byder på yderligere bonusmateriale, der kun følger med den japanske udgivelse, deriblandt de amerikanske trailere, interviews, projektets tilblivelse og andet.
Hos gysersiden Bloody-Disgusting.com kan man læse mere om, hvad udgivelsen kan byde på.
