Producerne bag den nye “Terminator”-film, “Terminator Salvation: The Future Begins”, Derek Anderson og Victor Kubicek, kan i et interview med Entertainment Weekly give en opdatering omkring det ventede projekt, der bringer de berømte dræbercyborger tilbage på det store lærred.

De kan fortælle, at en af filmens nøglefigur i den nye filmtrilogi vil blive frihedskæmperen John Connor, der skal portrætteres af Christian Bale, men at en ny figur vil være ligeså vigtig og central for de nye film.

[i]”Der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt han er en fjende eller ej,”[/i] forklarer Anderson om rollen. [i]”Det bliver ikke nødvendigvis afklaret. Det er en ny figur, der bliver introduceret i mytologien, der ikke erstatter Arnold [Schwarzenegger]. Det er ikke som om, at han træder i Arnolds fodspor. Det er en helt ny figur.”[/i]

Han tilføjer: [i]”Det er virkelig et interessant tidspunkt i filmserien, fordi den foregår der, hvor alle fans har ønsket, at den skulle lede hen, hvor den ikke har været før – den postapokalyptiske verden. Det er efter dommedag. Så fordi vi er i en anden tid i mytologien, introduceres en helt ny række omstændigheder og figurer.”[/i]

Til slut kommer producerne også ind på, hvorvidt det ville være muligt for Schwarzenegger at vende tilbage i den nye film: [i]”Det er endnu ikke blevet besluttet, men hvis han gør, ville det blive en meget lille cameo-rolle,”[/i] lyder svaret.

Optagelserne til “Terminator Salvation” er sat til at påbegynde i marts måned i enten Australien eller Budapest med et budget på over $150 mio. og med McG som instruktør.