Kort efter at have fundet en instruktør til deres filmatisering af tegneserien “Lynet” har Warner Bros. sat Greg Berlanti til at instruere “Green Lantern”, en live-action-filmudgave over DC Comics’ superhelt “Grønne Lygte”.
Berlanti skal skrive manuskriptet med Marc Guggenheim og Michael Green. Andrew Haas vil fungere som executive producer.
Berlanti har været forfatter og executive producer på de karakterdrevne tv-serier “Dirty Sexy Money”, “Brothers & Sisters”, “Everwood” og “Dawson’s Creek”. Han har tidligere instrueret filmen “The Broken Hearts Club”.
Grønne Lygte blev skabt i 1940 og er historien om testpiloten Hal Jordan, en almindelig mand, som en dag får til opgave at forsvare en af universets sektorer. Til dette bliver han udstyret med en kraftring, der gennem bærerens viljestyrke giver en stor kontrol over den fysiske verden.
Den grønklædte og ringbærende helt er desuden et af de prominente medlemmer af superhelteholdet Justice League, som Warner Bros. også er ved at udvikle en film over med George Miller som instruktør.
