Tilbage i 2002 blev mange fans af den populære cyberpunk-anime “Akira” rystet over udmeldinger fra Warner Bros. om en amerikansk live-action-genindspilning over det hyldede japanske animationsepos. Kort efter blev der dog stille omkring projektet, der tilsyneladende var blevet skrinlagt – indtil nu.
Warner Bros. har nemlig annonceret, at de igen vil forsøge at få gang i “Akira”-filmatiseringen og har tilknyttet den 29-årige Oscar-nominerede irske instruktør Ruairi Robinson til at begå den nye fortolkning af den postapokalyptiske thriller. Der er ikke oplyst flere detaljer omkring projektet, men Robinson har tidligere instrueret en rost scifi-kortfilm ved navn “The Silent City”.
Katsuhiro Otomos klassiske fremtidsvision “Akira” fra 1988 fortæller gennem en utrolig visuel billedside historien om en ung motorcykelbande, der bliver involveret i et hemmeligt militæreksperiment, kaldet Akira-projektet, i et postapokalyptisk Tokyo.
For flere år tilbage var Stephen Norrington, der bl.a. instruerede “Blade”, tilknyttet som instruktør, men valgte kort efter at droppe fra projektet, som på daværende tidspunkt var ved at blive skrevet af James Robinson.
