Efter lang tids spekulationer er der endelig nyt om den annoncerede prequel til klassikeren “The Untouchables” (“De uovervindelige”) fra 1987, der havde Robert De Niro i rollen som den legendariske gangster Al Capone.

Brian DePalma har fortalt MTV, at “The Untouchables: Capone Rising” vil blive lavet med samme stil fra den første film, hvor man igen vil benytte sig af Ennio Morricones klassiske score. Desuden fortæller han, at man vil benytte de samme lokationer, som man oprindeligt gjorde, for at gøre filmen så troværdig som muligt.

Filmen vil denne gang følge Al Capone i en markant yngre udgave, og vil fortælle historien om hans kriminelle opvækst i underverdenen og hans udvikling til mafiabossen over dem alle.

Man har endnu ikke fundet en indehaver til Al Capone-rollen, som på et tidspunkt var blevet besat af Nicolas Cage, men det er blevet bekræftet, at Gerard Butler (“300”) vil påtage sig Sean Connerys rolle som betjenten Jimmy Malone.

DePalma forventer, at “The Untouchables: Capone Rising” vil blive hans næste filmprojekt.