Den ventede fantasyfilm “Det gyldne kompas” får først premiere til december, men filmen møder allerede modstand. The Catholic League, som er en amerikansk organisation, der beskytter katolicismen og katolikker imod diskrimination, er ikke glade for den kommende film.

The Catholic League siger, at filmen giver børn en ateistisk overbevisning, og at den betvivler kristendommen, især den romersk-katolske.

I filmen medvirker bl.a. Dakota Blue Richards, Nicole Kidman og Daniel Craig. Senest har Kristin Scott Thomas, Kathy Bates og Ian McKellen sluttet sig til projektet, som instrueres af Chris Weitz.