Efter at have forgrebet sig på videospil som “House of the Dead”, “Alone in the Dark”, “BloodRayne”, “Dungeon Siege” og “Postal” i forsøget på at lave filmudgaver af disse, er den notoriske spilfilmatisør Uwe Boll i fuld gang med sin filmversion af computerspillet “Far Cry” – og et galleri med de første billeder fra filmen kan ses hos IGN Movies.

Filmen, der bygger over det populære skydespil fra Crytek Studios, har tyske Til Schweiger (“Kong Arthur, “Driven”) i hovedrollen som Jack Carver, der eskorterer en fotograf på en øtur til nogle gamle japanske baser fra Anden Verdenskrig. Helvede bryder løs undervejs, da deres båd bliver angrebet af en ukendt styrke.

“Far Cry” får premiere engang i 2008, hvor den herhjemme formentlig vil ryge direkte på dvd.