AVPGalaxy kan på deres hjemmeside fremvise to spritnye billeder fra 20th Century Fox’ uundgåelige monsteropfølger til “Alien vs. Predator”, der denne gang bærer titlen “Aliens vs. Predator: Requiem”. Billederne viser en alien, der overrasker en bilist i regnvejr, og filmens Predator.

I filmen finder man Reiko Aylesworth og Steven Pasquale, der sammen med en håndfuld andre uheldige stakler fra den stille og rolige amerikanske by Gunnison bliver fanget midt i krydsilden i en strid mellem de to udenjordiske væsner og militæret, da et rumskib styrter ned i den nærliggende skov.

Som det var tilfældet med den fjerde “Die Hard”-film, der udenfor USA fik den alternative titel “Die Hard 4.0” i stedet for den originale “Live Free or Die Hard”, lader det til, at den nye “Aliens vs. Predator” kommer til at få en anden titel i visse lande udenfor USA; En [url=http://www.ropeofsilicon.com/news.php?id=7070]international trailer[/url], der bortset fra titlen er meget lig den tidligere frigivede [url=http://www.filmz.dk/forum/item/27790/]R-ratede trailer[/url], kan nemlig afsløre, at filmen bærer navnet “Alien vs. Predator 2”, hvilket kan indikere, at “Requiem”-titlen primært er forbeholdt det amerikanske publikum.

Filmen instrueres af brødrene Greg og Colin Strause, og manuskriptet er udarbejdet af Shane Salerno.

“Aliens vs. Predator: Requiem” (eller “Alien vs. Predator 2”) får biografpremiere første juledag.