Så har Hyde Park Entertainment og Capcom udpeget en instruktør til at stå bag filmprojektet “Street Fighter”, en liveaction-filmatisering over det populære videospil. Tjansen er gået til actionspecialisten Andrzej Bartkowiak, der tidligere har instrueret film som “Romeo Must Die” og “Exit Wounds”.
Justin Marks har stået for filmens manuskript, men der vides endnu ikke meget om handlingen – bortset fra at den vil fokusere på den kvindelige kinesiske kæmper Chun Li og hendes kamp for at opnå retfærdighed og hævn.
Filmen vil ikke have noget at gøre med “Street Fighter”-filmen fra 1994 med Jean-Claude Van Damme, som var Capcoms første forsøg på at lave en liveaction-filmudgave af det berømte kampspil.
Det japanske spilselskab Capcom, der har hovedkontor i Osaka, har solgt over 25 mio. enheder i deres “Street Fighter”-spilfrancise og over en halv mio. arkademaskiner på verdensplan, siden det første spil i sagaen så dagens lys tilbage i 1987.
Produktionen er sat til at begynde til næste år med 20th Century Fox som distributør.
Der er endnu ikke fundet en skuespillerinde til at påtage sig hovedrollen som den hurtigtsparkende Chun Li, men siden projektet blev annonceret sidste år, har der huseret løse rygter om navne som Jessica Biel og Keira Knightley.
