Oscarvinderen Ang Lees seneste film, “Lust, Caution”, har fået den hårde NC-17-rating af de amerikanske censorer, hvilket betyder, at kun voksne over 17 år vil få adgang til filmen.

Det kan få store konsekvenser for filmens omsætning, da mange amerikanske biografer af princip ikke viser NC-17-film, og flere aviser og andre medier nægter at reklamere for NC-17-film. Alligevel har filmselskabet Focus Features kategorisk nægtet at omklippe filmen, så den kunne få en lavere rating.

Den strenge censur skyldes filmens mange sexscener, deriblandt scener med oralsex og utraditionelle seksuelle stillinger.

Ang Lee har tidligere skabt kontroverser i forbindelse med “Brokeback Mountain”, der dog havde den lavere rating ‘R’ (unge under 17 år har adgang til filmen, men kun i selskab med en voksen).

“Lust, Caution” følger en ung kinesisk kvinde, som i det japansk-besatte Shanghai under Anden Verdenskrig bliver hovedpersonen i et komplot, hvor en stikker skal forføres og slås ihjel.

Filmen får begrænset amerikansk premiere 28. september. På MovieWeb kan man se en [url=http://www.movieweb.com/news/65/20965.php]trailer[/url] til filmen.