WorstPreviews har fået opdateret deres billedgalleri fra den ventede “Southland Tales” med syv nye billeder fra Richard Kellys længe forsinkede filmprojekt, der har Dwayne Johnson, Sarah Michelle Gellar og Seann William Scott i hovedrollerne.

Det opdaterede galleri byder på de første billeder af Jon Lovitz, Cheri Oteri, Bai Ling og Mandy Moore, som troede, at hun ellers var blevet klippet ud af den endelige film.

“Southland Tales”, der både er skrevet og instrueret af Richard Kelly (“Donnie Darko”), er et futuristisk drama, der udspiller sig på den amerikanske uafhængighedsdag i Los Angeles i 2008, hvor landet er på kanten til et socialt, økonomisk og miljømæssigt sammenbrud.

Filmhelten Boxer Santaros (Johnson), der pludselig er blevet ramt af hukommelsestab, slår sig sammen med sin nye kæreste, pornodronningen Krysta Now (Gellar), om at skrive et manuskript om en kommende dommedag. Samtidig har en videnskabsmand opfundet en kompliceret maskine, der kan løse USA’s energikrise – men som muligvis også kan føre til ødelæggelsen af hele planeten.

Rollelisten byder desuden på navne som Justin Timberlake, Miranda Richardson, John Larroquette, Kevin Smith, Will Sasso og Wood Harris.

Filmens amerikansk premieredato er blevet sat til 9. november.