Så skulle der være fundet en instruktør til at bringe legetøjsfranchisen “G.I. Joe” til det store lærred. Tjansen er gået til Stephen Sommers, der tidligere har stået bag de to film om “Mumien” og “Van Helsing”.

Projektet, som bygger over den populære legetøjsserie fra 1980’erne, der herhjemme var kendt som Action Force, siges at udspille sig før COBRA-organisationen opstår. Handlingen vil vise hvordan den mand, som verden en dag vil kalde Cobra Commander, skabte sin terroristorganisation og udformede den til en verdenstrussel.

Senest har Mark Wahlberg været tilknyttet rollen som Duke, men om castingen holder stik, når Sommers overtager styringen, er endnu uklart – ligesom det heller ikke vides, om filmen påvirker Sommers planlagte genindspilning af “When Worlds Collide”, som angiveligt allerede skulle være i pre-production.