BlackFilm har fået fat i et par nye billeder fra den kommende “Resident Evil: Extinction”, den tredje film i den populære spilfilmatisering over Capcoms horror-spil. Blant billederne finder man det første kig på Ashanti i sin rolle som Nurse Betty, der hjælper Alice i det nye actioneventyr.

“Extinction”, som udsendes i de amerikanske biografer til september, har desuden Milla Jovovich, Oded Fehr, Ali Larter, Iain Glen, Ashanti, Chris Egan, Spencer Locke, Jason O’Mara og Mike Epps på rollelisten.

I filmen har Alice (Jovovich) sammen med en flok andre overlevende søgt tilflugt i Nevada-ørkenen, hvor hun snart efter bliver jagtet af hungrende zombier og forskere fra Umbrella, som ønsker at studere hende. Men selv har hun kun ét mål for øje: hævn.

[url=http://www.dvdactive.com/news/releases/resident-evil3.html]DVDActive.com[/url] kan desuden fremvise coveret til den kommende dvd-udgivelse “Resident Evil: Resurrected Edition”, et bokssæt, der indeholder de to første film i serien og nyt bonusmateriale med en klipmontage, som forbinder filmene med den kommende tredje. Denne udgivelse udsendes på R1-dvd til september.

“Resident Evil: Extinction” er instrueret af Russell Mulcahy efter et manuskript af Paul W. S. Anderson, der instruerede den første “Resident Evil”. Herhjemme inficerer filmen danske biografer 5. oktober.