Warner Bros. har gennem filmsiden Coming Soon frigivet den første plakat til hævnthrilleren “The Brave One”, der har Jodie Foster i hovedrollen.
Filmen omhandler en kvinde, der forsøger at komme sig oven på et brutalt overfald, hvor hendes mand blev slået ihjel. Da hun mener, at politiet ikke gør nok for at finde gerningsmændene, bevæger hun sig ud på en dunkel, psykologisk og fysisk rejse for at få hævn og retfærdighed.
Terrence Howard og Naveen Andrews er også at finde på rollelisten. Filmen er instrueret af Neil Jordan, der bl.a. har stået bag film som “The Crying Game” og “Michael Collins”.
“The Brave One” får amerikansk premiere 14. september.
