De kinesiske biografgængere kommer til at se en noget trimmet udgave af “Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende”, når den får premiere i dag i Riget i Midten. Censorer har nemlig klippet flere scener ud af filmen med Hong Kong-stjernen Chow Yun-fat.

Ifølge de lokale medier er mere end halvdelen af scenerne med Yun-fat, der spiller piratherren fra Singapore, blevet fjernet, deriblandt hans recitering af et kantonesisk digt.

En talsmand fra Disney har bekræftet, at publikum vil komme til at se en kinesisk version af filmen, og at scener er blevet klippet ud. Der blev dog ikke uddybet yderligere omkring redigeringen.

Angiveligt skulle der være tale om for voldelige og skræmmende scener, og disse fraklip skulle have gjort filmen betydligt sværere at følge med i.

[i]”Kaptajnens pludselige opdukken forvirrede publikummet ved en screening i Beijing,”[/i] forlyder en rapport fra Beijing News.

Den foregående film i franchisen, “Pirates of the Caribbean: Død mands kiste”, blev banlyst af det kinesiske filmbureau på grund af scener med kannibalisme og spøgelser.