Så har instruktøren Christophe Gans (“Silent Hill”, “Pagten”) fundet en skuespiller til at påtage sig hovedrollen i den annoncerede filmudgave af videospillet “[url=/film/onimusha]Onimusha[/url]”.
Valget har vist sig at være ret så passende for både fans og skaberne af spillet; Siden det første “Onimusha” spil blev udviklet, har designerne baseret titelfiguren på skuespilleren Takeshi Kaneshiro, som også lagde stemme til figuren.
Og Gans kan nu berette, at det rent faktisk bliver Kaneshiro, der skal spille rollen som den unge sværdkæmpende kriger, der får kræfterne til at besejre truende dæmoner.
Kaneshiro kendes bl.a. fra roller i film som Wong Kar Wais “Chungking Express” og “Returner”.
“Onimusha” filmen, der bygger over det populære spil fra Capcom, kan dog ikke forventes klar i biograferne indenfor nærmeste fremtid. Optagelserne vil først blive påbegyndt i 2008, og Gans garanterer, at filmen, der har fået et budget på $70 mio., derefter vil være et helt år i postproduktion.
Filmen vil derfor tidligst være klar i efteråret 2009. John Collee (“Master and Commander: Til verdens ende”) og Lesley Krueger står for manuskriptet.
