Til trods for at Thomas Jane for nylig kunne melde sin afgang fra “The Punisher 2”, rykker Lionsgate stadig frem med planerne for fortsættelsen på deres Marvel-filmatisering fra 2004 – og angiveligt skulle de allerede have fundet sig en instruktør til projektet.

John Dahl, der instruerede film som “The Great Raid”, “Rounders” og “Road Kill”, er i forhandlinger om at stå bag kameraet på det nye eventyr om den hævngerrige og afstraffende Frank Castle. “Hooligans”-instruktøren Lexi Alexander skulle efter sigende også være i betragtning til opgaven.

Den første film blev skrevet og instrueret af Jonathan Hensleigh. Der er stadig ingen forlydender om hvem, der skal ersatte Jane i titelrollen.