Furoren omkring Richard Geres penible optræden ved et AIDS-arrangement i Indien vil tilsyneladende ingen ende tage.

Først brændte vrede indere dukker af, der skulle repræsentere den kendte skuespiller, og nu risikerer Gere også at blive anholdt, hvis han rejser tilbage til Indien.

Hele affæren er et resultat af, at Gere i et øjeblik af kådhed omfavnede og flere gange kyssede den indiske skuespillerinde Shilpa Shetty på kinden ved arrangementet. Ifølge indisk lov er det utugtigt at kysse i offentlighed, og en domstol i Jaipur har derfor udstedt en anholdelsesordre på Gere. Strafferammen er op til tre måneders fængsel.