Vi har åbenbart ikke set det sidste til “The Fast and the Furious”, da Universal Pictures er kørt i stilling til at lave et fjerde bilfræsende eventyr i deres serie om de hurtige og rasende bilentusiaster.

Chris Morgan, der begik manuskriptet til “The Fast and the Furious: Tokyo Drift”, er blevet bedt om at træde sømmet i bund på den kommende fortsættelse.

“The Fast and the Furious 4” vil efter forgængerens økonomiske succes øjensynligt blive lavet til det store lærred. Formentlig vil man også forsøge at få Vin Diesel tilbage i rollen som Dom for derved at lokke flere publikummer til.

Hvilken instruktør, der bliver sat bag rattet og om øsen overhovedet kommer til at køre på Diesel, vil blive afsløret, som projektet skrider frem.