En fortsættelse til Rob Bowmans “X-Files” film fra 1998 har længe været på tegnebrættet, men nu fortæller den ene halvdel af “X-Files” duoen, David Duchovny, at man er i gang med de afgørende forhandlinger omkring projektet, og at hvis alt går vel, vil man begynde optagelser i 2008 eller måske endda tidligere.

Duchovny afslører også, at den kommende film vil blive en overnaturlig thriller, og ikke omhandle aliens og konspirationsteorier.

Selvom manuskriptet ikke er færdigt, foreligger der allerede en historie, som omhandler begge agenter – Fox Mulder og Dana Scully. Ifølge Duchovny vil Robert Patrick ikke medvirke i den kommende film.