Manuskriptforfatteren Jonathan Nolan, Christopher Nolans bror, er blevet hyret til at skrive science fiction projektet “Interstellar”, et rumeventyr der skal instrueres af Steven Spielberg.

Filmen omhandler en gruppe rumudforskere, der rejser gennem et såkaldt ormehul og ind i en anden dimension. Idéen til handlingen stammer fra en videnskablig teori udarbejdet af fysikeren Kip S. Thorne, der også er ekspert i relativitet. Hans teori om at ormehuller eksisterer og kan blive brugt til rumrejse, fascinerede Spielberg, der var mødt op til hans og andre videnskabsmænds forelæsninger på California Institute of Technology.

“Interstellar” vil dog ikke blive sat i produktion indenfor den nærmeste fremtid, da Spielberg forbereder produktionen på den fjerde film om “Indiana Jones”, hvorefter han formentlig vil gå i gang med sin film om Abraham Lincoln.

Nolan, som skrev manuskriptet til sin brors film “Memento” og “The Prestige”, har også selv et par projekter på hånden inden “Interstellar”, deriblandt den næste Batman-film, “The Dark Knight”.