Det populære engelske filmmagasin Empire har via en anonym kilde fået at vide, at titlen på det kommende fjerde kapitel i Indiana Jones-sagaen muligvis bliver “Indiana Jones and the City of Gods”. Det kunne tolkes som om, at filmen kommer til at handle om det mytiske Babylon-tårn eller måske de græske guders hjemstad, Olympen. Men Paramount har altså endnu ikke selv offentliggjort en titel.
Derudover har Shia LeBeouf, som angiveligt ellers var kørt i stilling til at spille den pisksvingende Dr. Jones’ søn i filmen, udtalt sig om sin medvirken, som han overraskende afviser som rygter.
[i]”Der var også snak om, at jeg skulle spille Jimmy Olsen i ‘Superman Returns’, men det faldt igennem. Det her er den samme situation. Det er et rygte, måske et jeg selv har skabt. Men jeg har ikke fået rollen, og det ville være løgn at hævde, at jeg havde. Jeg ved ikke, hvad rollen er, eller om der er én… Det er bare endnu et rygte.”[/i]
Optagelserne til “Indiana Jones IV” skulle snart gå i gang, og filmen får premiere 22. maj 2008.
