Lars von Triers forsøg på at lave en lille, finurlig komedie om arbejdsmarkedet, “Direktøren for det hele”, faldt ikke i særlig god jord hos det hjemlige publikum, hvor kun 18.000 biografgængere løste billet til løjerne. Anderledes står det dog til i udlandet.

“Direktøren for det hele” er solgt til 34 lande, så på trods af de lave salgstal i Danmark, lider Zentropa og von Trier næppe nogen større nød.

Foreløbigt har 175.000 italienere set den, og hele 21.000 købte billet i sidste weekend, da filmen havde premiere i Frankrig. Den franske presse vender modsat størstedelen af den danske tommelfingeren opad: [i]”Et af de mest rå politiske slag, der nogensinde er blevet givet arbejdsmiljøet,”[/i] skriver avisen Libération bl.a. i sin anmeldelse.