Lionsgate Home Entertainment har annonceret, at de arbejder på en speciel dvd-udgave af filmen “Monster Squad” i forbindelse med 20-års jubilæet for den klassiske skrækkomedie fra 1987, der på dansk fik titlen “Monster klubben”.

Den nye udgave, som vil blive udsendt senere i år, vil inkludere en masse bonusmateriale. Lionsgate vil på et senere tidspunkt annoncere både udgivelsesdatoen samt specifikationerne på indholdet.

I filmen allierer den genopståede grev Draculas sig med en række andre legendariske monstre, deriblandt mumien, ulvemanden og Frankensteins monster, for at underlægge sig verden, men en gruppe unge gysernørder sætter sig for at forpurre blodsugerens planer.