Så er rygterne i gang omkring en ny tegneseriefilmatisering om den knap så kendte kusine til Bruce Banner, videnskabmanden, der forvandler sig til den ustoppelige kolos Hulk.
Det forlyder, at Eva Mendes skal spille rollen som den grønne superkvinde “She-Hulk”. Rygtet er startet af ingen anden end Mendes’ kollega og medspiller i filmen “Ghost Rider”, Nicolas Cage.
She-Hulks fredeligere alter ego hedder Jennifer Walters og er tidligere blevet reddet af fætteren Banner, som donerede lidt af sit blod til hende for at sikre hendes overlevelse. Det betød, at hun fik en række af de samme kræfter som Hulk – men i en lidt mindre kraftig udgave.
Cage forsøger i øjeblikket at få sat gang i hjulene til projektet “The She-Hulk”, muligvis sammen med superhelteproduceren Avi Arad.
