Kort efter annonceringen om, at Warner Bros. har opkøbt et nyt manuskript til deres filmatisering af tegeneserien “Wonder Woman”, kan Joss Whedon melde ud, at han ikke længere er tilknyttet som hverken instruktør eller forfatter på den nye filmudgave om den superstærke amazone-kriger.

Whedon fortæller, at grunden skyldes, at der ikke rigtig var nogen hos filmselskabet eller Silver Pictures, der brød sig om hans vision for den nye film, og han er glad for at hans udgave blot blev droppet i stedet for at projektet ville sætte sig fast i et evigt udviklingshelvede på grund af flere omskrivninger fra forskellige manuskriptforfattere.

Desuden kan den populære filmskaber endelig afsløre, at han aldrig fik udset sig en skuespillerinde til titelrollen, eftersom han havde for travlt med manuskriptet.

Whedon vil nu i stedet give sig i kast med en række andre filmprojekter, som han har set frem til, deriblandt filmen “Goners”.