Universal Pictures har lanceret den officelle hjemmeside og trailer til gyseren “Dead Silence”, der er lavet af “Saw”-instruktøren James Wan og som får amerikansk premiere i marts måned. På hjemmesiden kan man foruden traileren bl.a. finde et billedgalleri.
Filmen handler om den nyligt gifte Jamie, hvis kone bliver brutalt myrdet. Han tager tilbage til deres lille uhyggelige hjemby til begravelsen, hvor han støder på legenden om Mary Shaw, en berømt myrdet bugtaler, hvis dukker stadig figurerer i byen. Mens han selv bliver den hovedmistænkte i mordet på sin kone, må han grave dybere ned i byens blodige fortid, hvor han snart efter opdager den skrækkelige årsag til konens død.
På rollelisten finder man bl.a. Ryan Kwanten, Amber Valletta og Donnie Wahlberg. Manuskriptet er skrevet af “Saw”-skaberen Leigh Whannell.
