Sony Pictures har frigivet to nye teaser-plakater til “Spider-Man 3”. Plakaterne, der illustrerer netkravlerens indre kamp mod sin nye mørke side, kan ses hos filmsiden Coming Soon.
I “Spider-Man 3” er det lykkedes Peter Parker at finde en balance i sit forhold til Mary Jane og dobbeltlivet som superhelt. Men som Spider-Man opnår endnu større forgudelse fra offentligheden og ikke mindst fra den skønne Gwen Stacey, bliver Peter alt for selvsikker og begynder at overse de folk, som virkelig holder af ham.
Hans nyvundne selvsikkerhed bliver dog sat på hård prøve, da han bliver kastet ud i sit livs kamp mod to af de mest frygtede skurke nogensinde, hvis enorme kræfter og tørst efter hævn truer Peter og alle, han holder af.
“Spider-Man 3” har igen Tobey Maguire i titelrollen og svinger ind på biograflærredet 4. maj.
