Sony Pictures har gennem Twitchfilm frigivet elleve nye billeder fra Satoshi Kons seneste anime-projekt, “Paprika”, et scifi-eventyr fra Madhouse Studio.

“Paprika” bygger over den japanske scifi-roman af samme navn fra 1993, der handler om en kvindelig detektiv, som efterforsker kriminalsager ved at trænge ind i folks drømme.

Satoshi Kon har tidligere instrueret anime-succeserne “Perfect Blue” og “Millenium Actress”. Manuskriptet til “Paprika” er bl.a. udarbejdet af Seishi Minakami, som skrev manuskriptet til Kons anime-serie “Paranoia Agent”.

“Paprika” får japansk biografpremiere til januar og udsendes i udvalgte amerikanske biografer til marts. Grunden til, at den amerikanske premiere for en gangs skyld følger så hurtigt efter den japanske skyldes, at “Paprika” er blandt kandidaterne til at deltage ved Oscar-konkurrencen indenfor bedste animerede spillefilm.