Fansiden HPANA.com kan fremvise et specielt tv-spot, der kører på kanalen ABC Family i forbindelse med deres kommende “Harry Potter” weekend. I klippet er det er muligt at få de første kig på en række scener fra den ventede femte film i serien, “Harry Potter og Fønixordenen”.
I den nye film vender Daniel Radcliffe tilbage som Harry, der må stå overfor sit femte og hidtil hårdeste år på Hogwarts, hvor ingen tilsyneladende tror på hans dramatiske møde med den onde Lord Voldemort.
“Fønixordenen” kan opleves i biografer til sommer, 13. juli. I mellemtiden udsender Warner Bros. Pictures den første teaser-trailer til filmen i næste uge.
