Efter flere gange at have været udsat, lader det nu til, at den næste film-noir om syndens by, “Sin City 2”, endelig er ved at være klar til at gå i produktion. Tegneserieskaberen bag filmen og de dystre tegneserier, Frank Miller, kan nemlig fortælle, at filmen stadig er i kortene, og at arbejdet skrider fremad.
[i]”Manuskriptet er næsten færdiggjort, og nu venter vi bare på, at alle de involverede får ryddet deres tidsplan,”[/i] udtaler Miller, der kan tilføje, at tegneserien stadig er ved at blive skrevet samtidig med filmens manus.
Det er tidligere blevet rapporteret, at filmens historie delvist vil blive bygget over prequel-fortællingen “En dødbringende dame”, hvori Dwight (Clive Owen) en mørk dag pludselig må stå overfor den sexede og manipulerende Ava, hans tidligere kærlighed, som engang knuste hans hjerte og bragte hans liv i ruiner. Mickey Rourke forventes ligeledes tilbage i rollen som den brutale Marv.
