Selvom Jerry Seinfelds animationskomedie “Bee Movie” først rammer de amerikanske biografer om et år, har den populære komiker sammensat en noget speciel live-action teaser-trailer til bifilmen, som han både er forfatter og producer på. Teaseren kan ses online hos IGN Movies.
“Bee Movie” handler om bien Barry B. Benson, der beslutter sig for at sagsøge menneskeheden for at stjæle biernes honning.
Foruden Seinfeld, som selv også lægger stemme til hovedpersonen, medvirker navne som Renée Zellweger, Alan Arkin, Kathy Bates, Robert Duvall, Eric Idle, Larry King, William H. Macy, Tim Blake Nelson, Uma Thurman, Matthew Broderick, Patrick Warburton og Oprah Winfrey.
“Bee Movie” instrueres af Steve Hickner og Simon J. Smith.
