Instruktøren bag den succesfulde koreanske monsterfilm “The Host”, Bong Joon-ho, skal som sit næste projekt stå bag kameraet på den engelsksprogede scifi-effektfilm “La Transperceneige”, som vil blive produceret af Park Chan-wook (“Oldboy”).

Projektet er en filmatisering af en fransk tegneserie af Jacques Lob og Jean-Marc Rochette, og handlingen udspiller sig på et tog, der er det sidste tilflugtssted for den menneskelige civilisation på flugt fra en ødelæggende istid. Toget er som et mikrokosmos af det menneskelige samfund med forskellige passagertyper, som afspejler forskellige politiske og sociale sfærer.

Filmen, som laves sammen med produktionsselskabet Moho Film (“Lady Vengeance”), forventes at få det største budget nogensinde for en koreansk film.

Der ledes allerede efter skuespillere til det omfattende og effektfyldte projekt, mens der samtidig også søges efter en engelsksproget manuskriptforfatter. Optagelserne til filmen er indtil videre sat til at blive påbegyndt næste år.