Filmsiden Actuacine er klar med et mindre billedgalleri til Darren Aronofskys kommende scifi-film “The Fountain”, som har Hugh Jackman i hovedrollen.

Filmen, som har Rachel Weisz i den kvindelige hovedrolle, fortælles gennem tre parallelle historier om kærlighed, spiritualitet og menneskets forgængelige eksistens.

I tre forskellige tidsaldre med 500 års mellemrum forsøger en hengiven mand (Jackman) at opnå hemmeligheden bag udødelighed igennem “livets træ”, hvorved han kan redde kvinden (Weisz) i sit liv.

“The Fountain” har desuden Ellen Burstyn, Sean Gullette, Sean Patrick Thomas og Donna Murphy på rollelisten. Filmen, som dog allerede er blevet vist under Copenhagen International Filmfestival, får officiel biografpremiere til næste år.