Hjemmesiden Flickr.com kan fremvise billeder af Doug Jones i sit greenscreen-kostume som Silver Surfer under prøveoptagelser til den kommende superhelteopfølger “Fantastic Four: The Rise of the Silver Surfer”.
Weta Digital står for designet af surferen, der baseres på Jones’ bevægelser, men som i filmen primært optræder i digital form – i stil med som det blev gjort med Gollum i “Ringenes herre”.
I “The Rise of the Silver Surfer” ankommer den mystiske, intergalaktiske Silver Surfer til Jorden for at forberede dens ødelæggelse. De fantastiske fire må nu forsøge at opklare mysteriet bag den sølvagtige rumsurfer og samtidig stå overfor den overraskende tilbagevenden af deres dødsfjende, Dr. Doom, før alt håb går tabt.
Tim Story er tilbage bag kameraet på filmen, der er sat til at få premiere 15. juni, 2007.
