Synapse Films udgiver 14. november “Maniac Cop: Special Edition”, der ikke har været til at opdrive på dvd længe.
Kultklassikeren med Bruce Campbell er nu blevet restaureret fra det originale materiale og kommer med nye DTS 6.1 og Dolby Digital lydspor. Det originale 2.0 lydspor vil også blive inkluderet.
I filmen bliver folk i New York brutalt myrdet i gaderne af en uniformeret betjent, og den unge strisser Jack Forrest (Bruce Campbell) bliver hovedmistænkt efter hans kone myrdes. Samtidig med at en detektiv efterforsker disse mystiske drab, stiger antallet af ofre, og det lugter af en sammensværgelse indenfor politiets egne rækker. Denne psykopatstrisser kan ikke lige stoppes, da det viser sig, at han er drevet af overnaturlige kræfter, og har et hævnønske overfor hele politistyrken.
Ekstramaterialet til den nye udgivelse inkluderer et kommentarspor med bl.a. Bruce Campbell og produceren Larry Cohen, ekstra scener, der blev optaget til japansk tv, en ny featurette med skuespilleren Robert Z’Dar, samt diverse overraskelser.
