Sony Pictures er klar med en online-featurette, der tager et kig på Hellcycle, den helvedes kværn, som den flammende hævner “Ghost Rider” drøner rundt på i den kommende filmatisering af tegneserien af samme navn.
“Ghost Rider” har Nicolas Cage i titelrollen som bikeren Johnny Blaze, der sælger sin sjæl til djævlen, for at redde sin døende far. Blaze må nu påtage sig den helvedes krævende rolle som den sagnomspundne ildsjæl og hævner Ghost Rider, for at gå op imod ondkaben.
Filmen er skrevet og instrueret af Mark Steven Johnson (“DareDevil”) og har desuden Wes Bentley, Eva Mendes, Matt Long og Sam Elliott på rollelisten.
