Det lader nu til, at den kommende prequel til filmserien om den frygtede og intelligente kannibal Hannibal Lecter, som man bl.a. har stiftet bekendtskab med i “Ondskabens øjne”, endnu en gang tager navneforandring. Senest har projektet gået under titlen “Young Hannibal: Behind the Mask”.
Forfatteren Thomas Harris, som er manden bag den populære bogserie om seriemorderen Lecter, der gennem flere film er blevet portrætteret af Anthony Hopkins, udsender til december sin seneste bog, som er forlægget til den nye film. Titlen på bogen er nu blevet offentliggjort til at være “Hannibal Rising”.
Den nye film, der også har manuskript af Harris, har Gaspard Ulliel i titelrollen som en ung udgave af den sofistikerede seriemorder. Filmen udforsker hvordan den unge Lecter udvikler sin smag for kultur såvel som for menneskekød. Man følger den unge Hannibal, der flygter fra et børnehjem og stikker af til Paris, hvor han søger tilflugt hos sin afdøde onkels kone, Lady Murasaki, som bliver den unge psykopats mentor, der belærer ham om kulturel forfinelse.
Tidligere gik filmen under titlen “The Lecter Variation” og derpå blot “Behind the Mask”. Det er dog endnu ikke klargjort, om filmen også vil antage titlen “Hannibal Rising”, eller om den vil beholde sin nuværende titel “Young Hannibal: Behind the Mask”. Filmen instrueres af Peter Webber og får premiere næste år.
