Gyserfilmserien om den sexede og dødbringende rumvæsenhybrid med parringstrang, “Species”, vil tilsyneladende ingen ende tage, til trods for de noget lunkne anmeldelser de sidste fortsættelser fik kastet efter sig.

Nick Lyon er nemlig blevet hyret til at stå bag kameraet på “Species IV”, der er skrevet af Ben Ripley, som også stod for manus til den foregående efterfølger, “Species III”, der blev udsendt direkte på dvd.

Den tredje “Species” sequel følger denne gang den smukke kvindelige universitetsprofessor Miranda Hollander, der til sin skræk erfarer at hun faktisk slet ikke er et menneske, men derimod en rumvæsenhybrid, som blev skabt i et laboratorium af hendes “onkel”. Snart begynder Mirandas bestialske rumvæsenside at vinde frem med blodige konsekvenser.

Optagelserne til “Species IV” påbegyndes i Mexico City i starten af oktober.