Nu vil det snart være muligt atter at stifte bekendtskab med Brandon, Brenda, Dylan, Kelly og resten af kliken fra West Beverly High. Paramount Home Video udsender nemlig til november hele første sæson af 90’ernes store ungdomsserie “Beverly Hills 90210” på dvd for første gang.
“Beverly Hills 90210: The Complete First Season” udsendes i et bokssæt på seks skiver, hvor man (igen) vil kunne følge de populære unge karakterers problemer med skolen, vennerne og ikke mindst kærligheden.
Af ekstramateriale vil man bl.a. kunne finde featurettes samt kommentarspor på udvalgte episoder med seriens skaber Darren Star.
Første sæson af “Beverly Hills”, som blev produceret af den nu afdøde superproducer Aaron Spelling, udgives på R1-dvd 7. november.
