Hos YouTube kan man nu finde traileren til Eidos’ kommende videospil bygget over Quentin Tarantinos populære kultfilm “Reservoir Dogs – Håndlangerne” fra 1992.
Spillet, som er et tredjepersonsskydespil, vil være tro overfor det originale plot og følge udviklingen og planlægningen af det famøse diamantkup, mens det udfylder nogle af de spændende spørgsmål fra filmen: Hvad skete der med Mr. Blue og Mr. Brown, og hvor gemte Mr. Pink diamanterne? Og hvad skete der egentlig under kuppet?
I traileren følger man Mr. Blonde, der får sin stemme leveret af den oprindelige skuespiller Michael Madsen, men gennem spillet får man også mulighed for at begå sig som hver af de andre medlemmer af kupgruppen.
Spiludgaven af “Reservoir Dogs”, som også benytter sig af filmens musik, udkommer til Xbox, PlayStation 2 og PC til efteråret.
