I USA har man i mange år kunne købe forskellige film, der er blevet klinisk renset for sex, vold, bandeord og andre slemme anstødelige ting før de udsendes på dvd. Følsomme familier vil derefter kunne købe en renset version med viden om, at der ikke vil kunne spottes et stykke med bart i filmen.
Således kom det i 1998 frem at firmaet Sunrise Family Video slettede scener med en nøgen Kate Winslet fra “Titanic” før den blev udsendt på video. Det var startskuddet til et søgsmål fra en gruppe instruktører og deres fagforening Directors Guild of America foretog mod fire små virksomheder, der har udøvet censur på en række film.
Nu er afgørelsen så kommet, og den lyder, at når firmaerne foretager disse censurerende indgreb, er det i strid med amerikansk lovgivning. Dommeren indskærpede i øvrigt overfor firmaerne, at de omgående skulle indstille aktiviteterne og aflevere hele lagerbeholdningen til de implicerede Hollywood-studier senest tirsdag.
[i]”Fremover kan folk være sikre på, at den film, de køber eller lejer, er den, instruktøren ønskede de skulle se, uden at en tredieperson har foretaget tilfældige indgreb,”[/i] udtaler filminstruktøren og foreningens formand Michael Apted.
CleanFlicks-direktøren Ray Lines vil dog appellere kendelsen, og kan i øvrigt ikke se noget galt i at de klipper i andres værker: [i]”Det er en typisk sag om Davids kamp mod Goliat, bortset fra at Hollywood skrev en ny slutning i dette tilfælde,”[/i] udtaler han.
