Nørdklassikeren “Revenge of the Nerds” står nu til at blive genindspillet, og instruktørtjansen er gået til Kyle Newman, der også står bag den kommende “Fanboys”.
Den originale komedie fra 1984, som omhandlede en gruppe nørder der får krammet på sportstyperne på college, fik frem til 1994 fire fortsættelser.
Projektet vil blive produceret af McG med Adam Brody som executive producer. Adam F.Goldberg, som også har arbejdet på “Fanboys”, står for filmens manuskript.
Sidste år begyndte rygter at florere om at en af de tidligere hovednørder fra den originale filmserie, Robert Carradine, muligvis skulle have været instruktør på den nye fortolkning, men Fox har nu tydeligvis ombestemt sig.
