Det har aldrig været en hemmelighed, at der er nogle personer, der indædt ville ønske de kunne lukke munden på den kontroversielle dokumentarist Michael Moore.
Dog lader det til at Moore nu i længere tid har valgt at lukke munden frivilligt, og forsvinde fra mediernes søgelys – og det er et problem for hans modstandere, da de nu er på vej mod konkurs fordi Moore ikke udtaler sig.
Moore skulle for tiden være i gang med at arbejde på sin kommende afslørende dokumentar “Sicko”, om sundhedsindustrien, men lader til at være forsvundet fra jordens overflade, for kun glimtvis at stikke hovedet frem. Eksempelvis forsøgte New York Times for nyligt at skrive en historie om hvad Moore er i gang med, men måtte give op fordi de ikke kunne få kontakt med ham. Endvidere skulle “Sicko” oprindeligt åbne til september, men findes ikke på Weinstein Companys udgivelsesliste for i år.
Samtidig er hans modstandere, der driver hjemmesiden moorewatch.com, desperate efter at han igen begynder at udtale sig om ting de kan være uenige med ham i, for så længe der er stille om Michael Moore, er der stille med besøgende til deres side, hvorfor de nu er i fare for at gå fallit.
