Som filmfan og trofast biografgænger kender man nok problemet med den langvarige billetkø i biografen eller ventetiden inden forestillingen går i gang. Men et nyt nonprofit firma har nu fundet en smart måde at udfylde biografgængerens spildtid; gratis fremvisning af kort- og dokumentarfilm, mens man venter.

Firmaet, som hedder Foyer Film, har introduceret deres koncept i Dagmar Teatret i København og Øst for Paradis i Århus, hvor man nu kan nyde film i biografernes café- eller foyerområde.

Foyer Film bliver financeret af reklamer, som bliver vist mellem filmene, og i marts måned byder kortfilmsprogrammet på Jon Bang produktionerne “Før gæsterne kommer”, “Jeg vil først finde sandheden”, “How to Invent Reality” og “Zuma the Puma”.

Eventuelle overskud på Foyer Film vil gå til nye produktioner, eftersom muligheden er åben for en pengepulje, der kan støtte ansøgende filmfolk.