Der lader til at blive problemer for folk der har købt de såkaldte HD-klargjorte tv. Problemet er i essensen at mange af de omtalte HD-skærme ikke har et digitalt HDMI input, der er blevet valgt til at være standarden for overførsel af HD-signal fra afspilleren til tv’et. Tv’et kan sagtens modtage et HD-signal analogt.

Men grundet et nyt Advanced Access Content System (AACS) der implementeres i den næste generation af afspillere, vil et HD-medie der ikke overføres til tv’et gennem HDMI-stikket automatisk nedskaleres til en opløsning, der ikke er bedre end den nuværende dvd-standard. Dette problem er aktuelt for både Blu-Ray og HD-DVD.

Der er dog kommet et smuthul i form af japanske afspillere, hvor AACS standarden implementeres lidt mere løst, således at denne nedgradering af det analoge signal ikke slår igennem før 2011. Således har ejerne af HD-tv uden HDMI input fem år til at få deres dyrt købte tv udskiftet.

Det ironiske ved dette smuthul er at AACS blev indført for at komme pirat-virksomhed til livs, så det var umuligt at kopiere HD-indhold, da det digitale signal skulle være sikkert. Med åbningen af det fuldt opløselige analoge signal er hele grundlaget for AACS forsvundet, især når det tages i betragtning at Asien er det sted i verden med størst udbredelse af pirat-virksomheder.

Imens tvinges resten af verden til at skrotte nyt og dyrt HD-udstyr, fordi HDMI ikke blev indført indtil fornyligt. Man kan blot håbe at der kommer en HDMI-til-analog konverter boks til dem der har været så uheldige at købe et af de ramte HD-klargjorte tv.