Det er nu muligt at se den første teaser-promo til Taurus Entertainments kommende horrorfilmshow “Creepshow 3”, den længe ventede fortsættelse til de populære gyserantologier fra 1980’erne. Teaser-klippet kan ses på den officielle hjemmeside under Media.
Teaseren består af en sekvens fra kapitlet “Alice”, der er den ene af fem nye gyserfortællinger, som er skrevet og instrueret af Ana Clavell og James Dudelson.
Den første “Creepshow” fra 1982 bestod af fem små kortfilm skrevet af Stephen King og instrueret af George A. Romero, mens “Creepshow 2”, der blev lavet fem år efter, bestod af tre kortfilm, der var skrevet af King og Romero og instrueret af Michael Gornick.
