Den årlige prisuddeling Annie Awards, der hylder årets bedste animationsfilm, blev afholdt her i weekenden, hvor DreamWorks Animation SKG og Aardmans “Walter og Trofast – Det store grøntsagskup” var aftenens helt store vinder.

I den 33. prisuddeling vandt den populære claymationfilm i hovedkategorien bedste animerede spillefilm, hvor også “Det levende slot”, “Corpse Bride”, “Lille Kylling” og “Madagascar” var nomineret.

Desuden hev filmen om den osteelskende Walter og hans hundeven priser hjem i hele ni andre kategorier, der bl.a. tæller bedste animationseffekter, karakteranimation, musik, instruktion, manuskript og voice-acting.

I kategorien for bedste animerede dvd-film vandt Disneys “Lilo & Stitch 2”, mens “Star Wars: Clone Wars II” løb med prisen for bedste animerede tv-produkt. Seth MacFarlane blev desuden belønnet for sin stemme som Stewie i den anarkistiske serie “Family Guy” i kategorien bedste voice-acting i et animeret tv-produkt.

Hos Annie Awards’ officielle hjemmeside kan man se den komplette liste over vinderne og de nominerede i de forskellige kategorier.