Filminstruktøren Nicolas Winding Refn er omdrejningspunktet i Phie Ambos nye dokumentarfilm, “Gambler”, der får premiere på den nært forestående internationale filmfestival i Rotterdam. Dokumentaren vises sammen med Refns “Pusher”-trilogi i serien White Light.

Titlen “Gambler” refererer til Nicolas Winding Refns voldsomme økonomiske kvaler og ikke mindst hans måde at tackle dem på. Da han for et par år siden var gældsat for 5,5 mio. kr. og selvsagt befandt sig i en temmelig presset situation, gav han sig i kast med at lave de to opfølgere til kultsuccesen “Pusher” fra 1996. Han så det ganske enkelt som sin eneste udvej.

Phie Ambo er ikke et helt ubeskrevet blad i dansk film, hvor hun tidligere har gjort sig bemærket med dokumentarfilmen “Family”, der vandt Joris Ivens-prisen på dokumentarfilmfestivalen i Amsterdam tilbage i 2001.

“Gambler” har modtaget DFI-støtte på 550.000 kroner via konsulentordningen og får dansk premiere i april.

“Pusher”-trilogien er allerede blevet vist på et betragteligt antal festivaler verden over, og efter Rotterdam går turen videre til filmfestivalerne i Göteborg og Bangkok. Sammenlagt er de tre film blevet set af cirka 400.000 tilskuere i de hjemlige biografer.

Den internationale filmfestival i Rotterdam, der finder sted fra 25. januar til 5. februar, får yderligere dansk islæt i form af dokumentarfilmen “Til Damaskus” – instrueret af trekløveret Jeppe Debois Baandrup, Morten K. Juul og Michael Madsen – der vises i serien On the Road.