Rygterne svirrer i det Hollywoodske filmlandskab. Efter sigende er Disney tæt på at realisere et opkøb af Pixar Animation Studios, der har en markedsværdi på mere end 41 mia. kroner.
Wall Street Journal skriver således, at Pixars formand og topchef Steve Jobs kan se frem til at blive den største aktionær i Disney, hvis handlen realiseres.
Steve Jobs får yderligere i forbindelse med opkøbet en forstærket indflydelse i medeibranchen. En indflydelse, der er endnu mere markant end den position han varetager hos Apple Computers, hvor han også sidder som topchef.
Disney og Pixar har indgået fast samarbejde i mere end 12 år, og Disney har bl.a. medfinansieret og distribueret populære og yderst profitable Pixar-film som “Toy Story”, “Find Nemo” og “De utrolige”.
